Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Brandveje

Skilt der indikerer brandvej for brandvæsenet samt opsat stigrør

Bestemmelserne i BR18 angående adgangs- og tilkørselsveje samt brandredningsarealer har til formål at sikre forsvarlig mulighed for redning og evakuering af personer og dyr i tilfælde af brand. Der skal således tages hensyn til adgangs- og tilkørselsforhold samt muligheden for fremføring af udstyr til redning og slukning, når bygninger designes, projekteres og udføres

Adgangs- og tilkørselsveje samt brandredningsarealer beskrives også under betegnelsen "brandveje", som også omfatter vendepladser til redningsberedskabets køretøjer og udstigningsområder for mandskab og udstyr. Redningsberedskabets materiel skal kunne føres frem til de primære indsatsveje hurtigt og sikkert. I BR18 er der opsat en grænse på 80 m, målt som slangevej, fra brandvejen til ethvert sted i bygningen. I nogle bygninger tillades der dog en slangevej på op til 120 meter.

Bygninger med redningsåbninger skal have brandredningsarealer. For bygninger med redningsåbninger, hvis underkant er højst 10.8 m over terræn, skal der udlægges brandredningsarealer til bærbare stiger. Hvis underkanten er mellem 10.8 og 23.2 m over terræn, skal der udlægges brandredningsarealer til kørbare stiger

Det er vigtigt at tænke adgangs- og tilkørselsforhold ind i designet af bygninger for at sikre, at redningsberedskabet kan foretage redningsindsatsen på en forsvarlig måde.

Læs mere om brandveje og Redningsberedskabets indsatsmuligheder i Kapitel 5 Redningsberedskabets indsatsmuligheder på bygningsreglementets hjemmeside.